Skuespil

 

I forbindelse med Landsforeningens forespørgsel til Henriette Rosenbeck og Lene Vestergård om at lave et teaterprojekt, der bygger på novellen Paradisæblerne, har Henriette og Lene udviklet en grundide til en dramatisering.

Formålet med projektet er at vække interesse for Martin A. Hansens forfatterskab blandt store børn og unge og derigennem bidrage til at holde forfatterskabet levende.

Novellen Paradisæblerne blev valgt ud til formålet. Lene Vestergård har dramatiseret novellen med henblik på at børn og unge kan opføre den. Dramatiseringen ligger her på hjemmesiden.

Vi modtager gerne artikler til hjemmesiden. Vi garanterer for at vi ikke redigerer i modtaget materiale.

 

Dramatiker Lene Vestergård, Skørpingevej 53, Havnelev, 4673 Rødvig (e-mail: lene.v@leneogleif.dk) kan levere teksten til dramatiseringen af Martin A. Hansens “Paradisæblerne” mod et gebyr på kr. 700,-.

Download beretningen En dramatisering af novellen ‘Paradisæblerne’ som PDF.

 

Interview med Henriette Rosenbeck, instruktør

Hvordan startede I arbejdet:

Vi havde nogle snakke frem og tilbage og læste selvfølgelig novellen samt andre ting af og om Martin A. Hansen. Men ret hurtigt satte Lene sig ned og begyndte at skrive. Gav simpelthen et bud på, hvordan en dramatisering af Paradisæblerne kunne se ud. Hun sendte mig de 3 første sider, og her kunne vi begge se, at vejen til en meningsfuld dramatisering var lagt.

Balancen ligger hele tiden mellem det gammeldags og det nutidige. Novellen foregår formentlig i 20´erne. Vi skal få børn i 2014 til at identificere sig med figurerne. Hvordan gør vi det? Måske ved at stille spørgsmålene helt eksplicit. Vores børne-skuespillere stiller simpelthen spørgsmål til det gammeldags sprog og til handlingen som en del af forestillingen. Vi arbejder altså i to plan: Vi har skuespillerne, som er børn fra 2014 og vi har Martin A. Hansens historie Paradisæblerne, hvor karakterne er mennesker på landet i et fattigt Danmark i 1920´erne.

 Hvor har I fundet de børn, som skal medvirke i jeres opsætning?

Vi ledte efter en flok børn på Stevns. Novellen foregår omkring Tryggevælde Å i Martin A. Hansens barndoms landskab. Det ville være sjovt om vores skuespillere også boede på Stevns. Vi skal desuden opføre stykket den 20. august på Martin A. Hansens fødselsdag ved Strøby Kirke. Så det var også praktisk, hvis de boede i nærheden! Hurtigt kom vi i kontakt med Helle Bech fra Ellehallen i Strøby Egede. En stor fritidsklub med et hav af kreative aktiviteter. Helle var sikker på, at hun havde nogle teaterinteresserede børn. Og det havde hun! Vi har mødt dem – en flok på 9 drenge og piger mellem 11 og 13 år. Meget nysgerrige og entusiastiske unge mennesker! Jeg glæder mig meget til at begynde arbejdet med dem onsdag den 4. juni. Vi arbejder en gang om ugen i juni måned og har derudover 6 øve-dage i august.

Hvad håber du, der kunne komme ud af jeres arbejde?

Jeg er teatermenneske, så jeg håber først og fremmest, at vi får lavet en forestilling, som virker! Med det mener jeg en forestilling, som fanger publikums opmærksomhed af den ene eller anden grund. Og jeg håber, at de unge skuespillere får det sjovt med arbejdet. Og at vi får nogle snakke om Martin A. Hansens tekst. At vi kommer ind under huden på den med vores 2014 øjne. Og i det lidt større perspektiv håber jeg selvfølgelig også, at vi med dette tiltag og denne hjemmeside kan få andre mennesker; lærere, pædagoger, børn og unge til at få øjnene op for, at denne vej er en god måde både at beskæftige sig med klassisk dansk litteratur og teater.