Tirad

 

 

I fortællingen “Tirad” digter Martin A. Hansen en historie ud fra de runetegn, der er ristet på en af kridtstenene i muren på Holtug Kirkes kor: Tirad rist. Tirad kan have ristet i stenen ganske kort efter, at Holtug Kirke er færdigbygget midt eller sidst i 1100-tallet. Indvielsen af kirken var markeringen af, at en kraft nu var til stede midt i landsbysamfundet.

Alle stod og så på, at Tirad skar i stenen. Munden stod åben på de svulne, purunge ansigter. Igennem deres øjne strømmede det forunderlige, og de så, hvad kun den ville have kunnet se, som vidste, at der foregik noget mærkværdigt. De så, at Tirad ristede. De forstod sig ikke på hvad han skar i korstenen. Men de vidste det var noget mærkeligt og mægtigt. De så derfor sjælskraften lyse af den tavse Tirad. De kunne se, at han blev større end andre mennesker, når han ristede i sten. Og selv tav de stille. (…)

I runer er meget skjult. Få tyder og råder dem. Den som kan, har magt. Og han kan forene sin sjæl med tingenes sjæl, når han rister runer i dem. Tirad rister krumbøjet sin sjæl ind i limkvaderen. Så længe stenen sidder der og runerne er i stenen, vil Tirads sjæl være i kirkens mur”.

Det tager tid med Tirad. Når en rune er skåret, puster han den omhyggelig ren for kridststøv. Så tøver han, mumler for sig selv, måske Paternoster, måske andre hellige ord, før han begynder at skære næste.