Septembertaagen

 

 

I fortællingen “Septembertaagen” ligger en lille dreng under en tjørnebusk og tror, han skal dø, fordi han har spist guldregn. Det er under 1. Verdenskrig. Faderen er indkaldt og angst for hans skæbne må drengen bevise sit mod over for en gruppe andre drenge.

Men naar de kommer og finder ham død, saa kan de se, at det har været slemt. Saa kan de selv se. (…)

Det er svært at bede, naar man hader dem. Naar man skal dø. Naar man ikke forstaar det. Naar man ikke tør kalde paa sin Mor, fordi man ikke tør sige, man skal dø, fordi man ikke tør se hende, naar hun faar det at vide. Naar man skal dø, fordi man har ædt Guldregn, nej spist Guldregn. Naar man har spist Guldregn, fordi man ikke vidste, hvad man skude gøre, fordi man syntes, det var meget bedre. Naar man har ædt Guldregn, fordi ingen vilde tro, hvad man sagde. Naar man har ædt Guldregn og skal dø, og man ikke fik set sin Far mellem alle Soldaterne, som gik gennem vor By.