Morgenstunden

 

 

Fortællingen “Morgenstunden” handler om en knap 15-årig tjenestekarl, som en tidlig morgen sammen med bonden og dennes søn skal fjerne bevoksning fra åen. Efter arbejdet sætter de tre sig ned ved åbredden for at spise og drikke. Da ankommer en mand og en kvinde, Natgøjen, en fattig tyvfisker, og en letlevende gårdkone.

Vi stuver Madvarerne ned i et gammelt, skorpet Hyttefad og henter Redskaberne fra Pilehegnet, Leer og River med umaadelig lange Skafter. Vi begynder længst nede og arbejder os med Leerne op mod Strømmen. Sønnen gaar forrest og skærer længst ude, saa kommer Manden og saa jeg. Aaen er groet tykt til, og man maa tage drøjt i det svære Leskaft. Skønt haardhudet gaar ens højre Haand snart lidt i Stykker. Godt, det smerter lidt. Man klemmer bedre til og trækker haardere. Man har det jo bedst, naar man gaar med et eller andet Saar, saa man maa bande en Gang imellem. Da gaar man og viser sig selv Saaret og er stolt af det, et Stempel for Mod, en Medajle for Mandighed. (…)

Jeg bliver sat af mellem Rørene. Her staar man i Vand næsten til Skridtet. De nøgne Fødder føler sig frem over Sivenes, Rørenes, Dunhammerens sejge Rødder, der bærer en oppe over det bundløse. Jeg vader længere ud, og Rørskoven lukker sig om en.